Klargøring af underlag

For at opnå et flot resultat med lang levetid er det vigtigt at sikre sig, at underlaget er forberedt, velegnet og i stand til at bære den behandling, der skal påføres.

Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at rådføre dig hos os, inden du går i gang med arbejdet.

Underlaget skal være rent
Det vil sige, at underlaget skal være rengjort for snavs, kalk, salte, begroninger, løse partikler eller anden forurening, der kan hindre optimal vedhæftning eller som kan trænge igennem en given overfladebehandling. Skalflex har en række produkter til effektiv rengøring af div. underlag.

Underlaget skal være fast og bæredygtigt
Det vil sige, at underlaget skal være solidt og stabilt, og kunne bære vægten af den behandling, der skal påføres.
Eksempelvis skal sætningsrevner udbedres, løse fuger fuges om, ødelagte sten udskiftes, løstsiddende puds eller maling fjernes.
Især ved ældre huse er det vigtigt at kontrollere om forankringen mellem formur og bagmur stadig er intakt og holdbar.

Bemærk: Kravene til klargøring er afhængig af, hvilket produkt eller system, der skal påføres. Følg vejledningen på produktet/systemet.

Underlaget skal være tørt og gennemhærdet
Tommelfingerregler:
Nyopført murværk skal være min. 2 år gammelt inden viderebehandling.
Betonelementer skal være min. 14 dage gamle inden viderebehandling.
Alm. puds og beton skal hærde min. 28 døgn inden viderebehandling med mindre andet er angivet.

Facadeafrensning med vand, højtryksrensning m.m. bør foregå i tilpas god tid til at underlaget kan nå at tørre inden viderebehandling.

Fugtskader skal udbedres
I forbindelse med udbedring af fugtskader giver det sig selv, at der vil være et stort indhold af fugt tilstede i muren, og produkterne i Skalflex Fugtsikring er udviklet til netop dette brug. 
Det er vigtigt, at et fugtskade udbedres hurtigst muligt, da fugt giver anledning til angreb af svamp og skimmel, mens salte nedbryder vedhæftnings- og bæreevne i byggematerialer.

Når en fugtskaden er udbedret, er fugtskadens omfang afgørende for, hvor hurtig den afsluttende finish kan udføres. Det er vigtigt, at muren får lov at tørre og at fugtprocenten bringes tilstrækkeligt ned.

Følg vejledningen
Det er ikke ligegyldigt, om der f.eks. skal forvandes eller hvilken grunder, der skal benyttes. Det afhænger af det enkelte produkt og underlagets sugeevne. Følg vejledningen for at opnå det bedste resultat.

 

 

Tilmelding gennemført

Du er hermed tilmeldt vores nyhedsbrev. Vi sørger nu for at holde dig opdateret med relevant information om vores produkter og om branchen.

OK
Skalflex A/S logo